6.2

Organisationsstrukturer i praksis

…

I dette afsnit

  • Hvad et organisationsdiagram egentlig viser: arbejdsdeling og koordinering.
  • Diskussionen om, hvorvidt strukturen følger strategien, eller det er omvendt.
  • De syv strukturer: funktionel, division, geografisk, matrix, horisontal, netværk og hybrid, med fordele og ulemper.
  • Robert Duncans model for, hvordan omgivelsernes usikkerhed peger på den rigtige struktur.
  • Den uformelle organisation, og hvorfor diagrammet næsten aldrig fortæller hele sandheden.

I 1855 havde New York and Erie Railroad et problem, som ingen rigtig kunne forklare. De korte jernbanestrækninger tjente penge. De lange tabte penge. Det burde have været omvendt, for stordrift plejer at være en fordel, og selskabet havde bygget landets længste banestrækning netop for at høste den. Superintendenten, en skotskfødt ingeniør ved navn Daniel McCallum, nåede frem til en forklaring, der lyder banal i dag, men var ny dengang: på en kort strækning kan én leder overskue hele forretningen. På en 800 kilometer lang strækning er det umuligt. Selve afstanden kostede ikke noget. Det gjorde derimod, at ingen vidste, hvem der skulle spørge hvem om hvad.

McCallums svar blev verdens første moderne organisationsdiagram. Det blev tegnet som et træ, med bestyrelsen og direktøren nede ved rødderne og de enkelte stationsbestyrere ude på de yderste grene. Det blev så flot, at Henry Varnum Poor, der redigerede tidens store jernbanetidsskrift, fik det litograferet og solgte kopier for en dollar stykket til enhver, der havde lyst til et eksemplar. Verdens første organisationsdiagram var altså et stykke kunst, man kunne hænge på væggen. Det er formentlig sidste gang i historien, nogen har haft den følelse over for et organisationsdiagram.

Men McCallums træ løste et helt konkret problem, og det er det samme problem, enhver virksomhed står med i dag. Så snart en organisation bliver større end en håndfuld mennesker, skal to spørgsmål besvares. Det første er arbejdsdelingen: hvem laver hvad? Det andet er koordineringen: hvordan får vi samlet det, vi har delt op, så det hænger sammen igen? Et organisationsdiagram er svaret på begge spørgsmål, tegnet med kasser og streger.

Definition

En organisationsstruktur er den formelle opdeling af arbejdet i enheder, sammen med de linjer af ansvar, beslutningskompetence og kommunikation, der binder enhederne sammen igen. Strukturen fastlægger tre ting: hvilke opgaver der grupperes sammen, hvem der refererer til hvem, og hvor beslutningerne træffes.

Læg mærke til, at strukturen dermed er et middel. Ingen virksomhed er blevet rig af at have et smukt organisationsdiagram. Strukturen er interessant, fordi den afgør, hvor hurtigt information bevæger sig, hvem der kan sige ja til hvad, og hvad der falder ned mellem to stole. I afsnit 6.1 så du den store skala: mekanistisk eller organisk. Her zoomer vi ind på de konkrete former, den skala kan antage.

Følger strukturen strategien? Chandler mod resten

Før vi ser på formerne, skal vi have styr på et spørgsmål, som er blevet diskuteret i over 60 år: hvad kommer først? Den amerikanske erhvervshistoriker Alfred Chandler gik i 1950'erne ind i arkiverne hos fire amerikanske giganter (DuPont, General Motors, Standard Oil og stormagasinkæden Sears) og læste sig igennem årtiers interne dokumenter. I bogen Strategy and Structure fra 1962 fandt han det samme mønster hos alle fire: de lagde først en ny strategi, typisk at sprede sig ud over flere produkter eller markeder. Så gik der noget tid, hvor alting sejlede administrativt. Og derefter byggede de en ny struktur, der passede. Konklusionen blev fagets mest citerede tre ord: structure follows strategy, strukturen følger strategien.

Strukturen følger strategien. Men den følger den bagefter, og ofte først efter et par år, hvor ingen kan finde ud af noget.

Frit efter Alfred Chandler, 1962

Her ville historien normalt slutte, og det gør den også i en del lærebøger. Men i 1980 vendte to forskere, David Hall og Maurice Saias, den om og udgav en artikel med den ret kontante titel Strategy follows structure! Deres argument er værd at bruge et øjeblik på, fordi det er mere raffineret end en simpel benægtelse. De sagde ikke, at Chandler havde læst sine arkiver forkert. De sagde, at den struktur, du allerede har, bestemmer hvilke strategier du overhovedet får øje på. En virksomhed med tunge fagafdelinger sender fagfolk til møderne, og fagfolk foreslår fagligt gennemførlige ting. En virksomhed opdelt i selvstændige divisioner opdager markedsmuligheder, fordi hver division sidder med næsen i sit eget marked. Strukturen er altså både en konsekvens af strategien og det filter, strategien bliver født igennem.

Hvem har så ret? I 1994 gjorde Terry Amburgey og Tina Dacin det eneste rimelige: de fulgte 262 store amerikanske industrivirksomheder gennem næsten tre årtier og målte, hvad der faktisk kom først. Svaret var behageligt uafgjort på den måde, forskning ofte er: begge dele sker. En strategiændring gør en efterfølgende strukturændring markant mere sandsynlig, og en strukturændring gør også en efterfølgende strategiændring mere sandsynlig. Men effekten var klart stærkest i Chandlers retning. Chandler vinder altså på point, ikke på knockout. Husk det, næste gang du skal vurdere en virksomheds omorganisering til eksamen: du kan argumentere begge veje, hvis du gør det med åbne øjne.

De tre grundformer: hvordan grupperer vi?

De første tre strukturer er i virkeligheden tre forskellige svar på ét spørgsmål: hvad skal de mennesker, der sidder sammen, have til fælles? Deres fag, deres produkt eller deres geografi?

Direktion Direktion Direktion Produktion Salg Økonomi Legetøj Spil Film Norden Europa Asien DELT EFTER FAG DELT EFTER PRODUKT DELT EFTER GEOGRAFI
Figur 6.2: De tre grundformer. Kasserne er de samme; det eneste, der ændrer sig, er hvad de mennesker, der sidder sammen, har til fælles.

Den funktionelle struktur

Her grupperes medarbejderne efter faglighed: alle indkøbere sidder i indkøb, alle bogholdere i økonomi, alle sælgere i salg. Det er den struktur, de fleste virksomheder vokser ind i, når de bliver for store til, at alle laver lidt af hvert (Greiners fase 2 i afsnit 6.6), og af en god grund: den er den mest effektive måde at få fagligheden til at vokse på. Sælgere, der sidder sammen med andre sælgere, bliver bedre sælgere. Man køber én dyr maskine i stedet for tre, og man har én HR-afdeling i stedet for at hver afdeling opfinder sin egen ferieregistrering. Økonomen Oliver Williamson kaldte den U-form, for unitary: én samlet virksomhed.

Prisen betales, når noget skal på tværs. Et nyt produkt kræver, at udvikling, produktion, indkøb, marketing og salg spiller sammen, og i en funktionel struktur mødes de fem afdelinger først for alvor hos direktøren, altså helt oppe i toppen. Det giver to velkendte plager. Den ene er silotænkning: hver afdeling optimerer sit eget, og produktionen har fuld kapacitetsudnyttelse på et produkt, ingen kunder vil have. Den anden er, at der ikke er nogen, der ejer helheden. Spørger du "hvem har ansvaret for, at denne her kunde er tilfreds?", er det ærlige svar i en funktionel struktur: alle, og derfor ingen.

Divisionsstrukturen

Løsningen, DuPont og General Motors fandt på i 1920'erne, var at klippe virksomheden op i divisioner, der hver især har deres egen produktion, deres eget salg og deres egen bundlinje. Hos General Motors betød det, at Chevrolet, Buick og Cadillac blev drevet som næsten selvstændige forretninger under en fælles koncernledelse. Williamson kaldte den M-form, for multidivisional. Pointen er, at topledelsen holder op med at bestemme, hvordan der skal produceres, og i stedet koncentrerer sig om det, kun toppen kan: hvilke forretninger skal vi overhovedet være i, og hvor skal pengene hen? Det er i øvrigt her, du finder den direkte kobling til BCG-matricen fra afsnit 3.5. En porteføljemodel forudsætter, at der er en portefølje af enheder, man kan flytte penge imellem.

Bagsiden er dobbeltarbejde. Fem divisioner med hver sin HR-funktion er fem HR-funktioner. Dertil kommer to mindre synlige problemer: divisionerne konkurrerer internt om koncernens penge og talenter, og viden holder op med at flyde på tværs. Har division A løst et problem, division B sidder med lige nu, er der ingen struktur, der sørger for, at de finder ud af det. De sidder jo ikke sammen længere.

Eksempel

A.P. Møller-Mærsk: divisioner som strategisk værktøj

Da Mærsk i midten af 2010'erne besluttede sig for at satse på transport og logistik og skille sig af med olieforretningen, var det ikke bare en strategisk beslutning, men også en strukturel. Koncernen blev organiseret i divisioner omkring de forretninger, man ville beholde: containerrederiet, logistikforretningen og havneterminalerne. Læg mærke til rækkefølgen, og hvor godt den passer på Chandler: strategien om at blive "integrator" af globale forsyningskæder kom først, og strukturen blev derefter skåret, så hver del kunne måles og styres for sig. Snittet holdt: ti år efter er koncernens tre ben stadig Ocean, Logistics & Services og Terminals.

Den geografiske struktur

Samme logik som divisionsstrukturen, bare med et andet delekriterium: her er det markedet, ikke produktet. Det giver mening, når kundernes behov, lovgivningen eller kulturen varierer markant fra land til land, og når nærhed til kunden er en konkurrencefordel i sig selv. En vindmølleproducent sælger ikke til en tysk energikoncern på samme måde som til en indisk delstatsregering, og den, der skal forhandle, bør sidde i landet.

Ulemperne er en tro kopi af divisionsstrukturens: dobbeltarbejde og svær videndeling. Men der kommer en ekstra til: risikoen for, at virksomheden holder op med at ligne sig selv. Hvis den franske og den danske enhed hver især tilpasser produkt, pris og kommunikation til det lokale marked, kan man ende med at have ét brand på papiret og fem i virkeligheden. Det er en klassisk konflikt mellem lokal tilpasning og global effektivitet, og den har intet pænt svar. Den har derimod en struktur, der forsøger at holde begge dele oppe på én gang, og det er den næste.

Matrix-strukturen: to chefer, ét menneske

I 1960'erne stod den amerikanske rumfartsindustri med et problem, ingen af de tre grundformer kunne løse. En månelanding kræver ekstrem faglig dybde (du vil gerne have, at raketingeniørerne sidder sammen og bliver dygtigere) og ekstrem projektstyring (nogen skal have ansvaret for, at Apollo-programmet holder tidsplanen på tværs af alle fagene). Vælger du funktionelt, får du dygtige fag og et forsinket projekt. Vælger du projektbaseret, får du overholdt tidsplan og fag, der langsomt forfalder, fordi ingen passer på dem.

Svaret blev at nægte at vælge. I matrix-strukturen ligger den funktionelle struktur som lodrette søjler, og hen over dem lægges vandrette projekt- eller produktlinjer. Medarbejderen sidder i krydset. Hun har en faglig chef, der har ansvaret for hendes fag, hendes udvikling og hvor god hun er til sit håndværk, og en projektchef, der har ansvaret for, at leverancen kommer i hus til tiden. To chefer. Ét menneske.

Udvikling Produktion Marketing Projekt A Projekt B FAGLIGT ANSVAR PROJEKTANSVAR HVER CIRKEL ER EN MEDARBEJDER MED TO CHEFER
Figur 6.3: Matrix-strukturen. De lodrette linjer er det faglige ansvar, de vandrette er projektansvaret. Medarbejderen sidder i krydset og refererer begge veje.

På papiret er det elegant. Ressourcerne kan flyttes derhen, hvor de gør mest gavn, fagligheden bevares, og der er endelig nogen, der har ansvaret for helheden. I praksis er matrixen den struktur, der har givet flest mennesker mest hovedpine, og det vidste dem, der opfandt den, godt. Stanley Davis og Paul Lawrence, som skrev grundbogen om matrixorganisering i 1977, udgav året efter en artikel, der ligefrem hed Problems of Matrix Organizations, hvor de listede de sygdomme, de havde set igen og igen: magtkampe mellem de to akser, anarki når ingen af cheferne tør trumfe, "møde-sygen" hvor alting skal koordineres, beslutninger der kvæles undervejs, og et ledelseslag, der bare vokser og vokser.

Nyere viden

I 1990 skrev to af fagets tungeste navne, Christopher Bartlett og Sumantra Ghoshal, en artikel med titlen Matrix Management: Not a Structure, a Frame of Mind. Deres pointe var ubehagelig for enhver, der har prøvet at løse et problem ved at tegne et nyt diagram: virksomhederne havde forsøgt at klare en kompleks strategi ved at komplicere kasserne og stregerne, og det virkede ikke. Det, der skulle ændres, var ikke strukturen, men lederes og medarbejderes måde at tænke på. En matrix, konkluderede de, fungerer kun, hvis folk allerede kan håndtere flere hensyn på én gang; kan de ikke det, hjælper det ikke at tegne kasserne om. Det er nok den vigtigste enkeltstående lektie i hele dette afsnit, og den gælder alle syv strukturer: en omorganisering er en hypotese om mennesker, ikke en løsning i sig selv.

Den horisontale struktur, og en advarsel om at kopiere

Hvis matrixen forsøger at holde fag og opgave i balance, går den horisontale (eller procesorienterede) struktur hele vejen over i opgavens favør. Her opløses fagafdelingerne stort set, og virksomheden organiseres omkring processer: tværfaglige teams, der ejer et helt flow fra start til slut, typisk hele vejen ud til kunden. Idéen blev populær med Michael Hammer og James Champys Reengineering the Corporation fra 1993, som argumenterede for, at man skulle holde op med at reparere afdelinger og i stedet gentænke arbejdsgange fra bunden.

Fordelene er hurtighed og kundefokus: teamet kan træffe beslutninger uden at spørge opad, og der er ingen tvivl om, hvem der har ansvaret for kunden. Ulemperne er spejlvendte af den funktionelle strukturs: fagligheden har ingen hjem. Hvis alle dataloger sidder spredt i otte teams, er der ingen, der passer på, at virksomheden stadig er god til datalogi om tre år. Dertil kommer, at strukturen kræver medarbejdere, der kan og vil arbejde bredt, og at det er svært at få stordriftsfordele, når alt er delt op i små, selvforsynende enheder.

Eksempel

Spotify-modellen, og hvad der egentlig skete

I 2012 udgav en ekstern konsulent og en af Spotifys egne agile coaches et kort dokument om, hvordan virksomheden organiserede sine udviklere: små, selvstyrende squads, samlet i tribes, med chapters og guilds på tværs til at holde fagligheden i live. Det spredte sig som en steppebrand. I årevis kunne man ikke gå til en konference om organisation uden at høre nogen sige, at de "kørte Spotify-modellen". Så, i 2020, skrev Jeremiah Lee, der havde arbejdet i Spotify, et indlæg med titlen Failed #SquadGoals, hvor han gjorde opmærksom på noget pinligt: modellen havde aldrig fungeret helt som beskrevet, heller ikke hos Spotify selv. Dokumentet fra 2012 beskrev en ambition, ikke en tilstand, og resten af verden havde kopieret ambitionen som var den en opskrift. Det er en fremragende påmindelse om, at et organisationsdiagram fra en anden virksomhed er markedsføring, indtil nogen har målt, om det virker.

Netværksstrukturen: virksomheden som knudepunkt

De sidste to strukturer er anderledes, fordi de handler mindre om, hvordan man deler sig op indenfor, og mere om, hvor virksomhedens grænse overhovedet går. I netværksstrukturen beholder virksomheden en lille kerne af de aktiviteter, der udgør dens egentlige konkurrencefordel, og køber resten hos partnere. Design, brand og koordinering bliver inde. Produktion, logistik, IT-drift og kundeservice bliver lagt ud. Strukturen kaldes derfor også den hule virksomhed, hvilket lyder som en fornærmelse, men ikke er ment som en.

Kerne Design, brand og koordinering Produktion Logistik Kundeservice IT-drift Regnskab STIPLET LINJE = KONTRAKT, IKKE KOMMANDOVEJ
Figur 6.4: Netværksstrukturen. Kernen ejer det, virksomheden konkurrerer på; alt andet købes hos partnere. Stregerne er aftaler, og en aftale kan opsiges af begge parter.

Fordelene er betydelige: virksomheden binder meget lidt kapital, den kan skalere op og ned i takt med efterspørgslen, og den får adgang til specialister, den aldrig selv kunne have ansat. Bestseller, koncernen bag Jack & Jones, Vero Moda og Only, styrer design, brand og indkøb fra hovedkvarteret i Brande og lader flere hundrede leverandører i blandt andet Kina, Bangladesh og Tyrkiet sy tøjet. Danmarks største tøjkoncern ejer altså ikke en eneste fabrik.

Prisen er kontrol. En partner kan du ikke instruere, kun forhandle med. Bliver din leverandør afsløret i dårlige arbejdsforhold, er det stadig dit brand, der står på varen. Og der er et langsigtet problem, som er nemt at overse: kompetencer, du lægger ud, kommer sjældent tilbage. Har du ikke produceret noget i femten år, kan du heller ikke længere vurdere, om din leverandørs pris er rimelig. Coronapandemien og blokeringen af Suezkanalen i 2021 gjorde desuden en tredje sårbarhed meget synlig: et netværk er kun så stærkt som sit svageste led, og du ejer ikke leddene.

Pas på

Netværksstruktur er ikke det samme som "at bruge underleverandører". Alle virksomheder køber noget udefra. Det, der gør strukturen til en netværksstruktur, er, at kerneaktiviteter ligger hos partnere, og at koordineringen af netværket i sig selv er virksomhedens vigtigste ledelsesopgave. Bemærk også, at det modsatte valg kan være lige så strategisk: en dansk smykkeproducent, der bevidst beholder sin egen produktion, gør det for at kunne styre kvalitet, omkostninger og leveringstid selv. Ingen af delene er "rigtigst".

Hybridstrukturen: den, næsten alle faktisk har

Og så til den struktur, som lærebøger typisk nævner sidst og kortest, men som er den mest udbredte af dem alle. Hybridstrukturen kombinerer to eller flere af de foregående, fordi virkeligheden sjældent har lyst til at være rendyrket. Den typiske variant i store danske koncerner ser sådan ud: forretningen er delt i divisioner eller regioner, men HR, IT, jura, indkøb og kommunikation er samlet centralt i fælles funktioner, ofte kaldet shared services. Divisionerne får deres selvstændighed og deres egen bundlinje; koncernen slipper for at betale for fem juridiske afdelinger.

Sagt rent ud: de seks foregående strukturer er rene typer. De findes i lærebogen, fordi de gør det muligt at tænke klart om afvejningerne, ikke fordi du finder dem i ren form ude i verden. Når du analyserer en virksomhed til eksamen, er det næsten altid mere præcist at sige "grundlæggende en divisionsstruktur med centraliserede støttefunktioner og projektorganisering i udviklingsafdelingen" end at presse virksomheden ned i én kasse. Det lyder også, som om du ved, hvad du taler om. Og det gør du jo.

Struktur Grupperet efter Stærk når Typisk svaghed
Funktionel Faglighed Ét eller få produkter, stabile omgivelser, behov for faglig dybde og stordrift Silotænkning; alt tværgående skal helt op i toppen; ingen ejer kunden
Division Produkt eller forretningsområde Flere forskellige forretninger, der skal kunne måles og styres hver for sig Dobbeltarbejde; intern kamp om ressourcer; viden flyder ikke på tværs
Geografisk Marked eller region Store lokale forskelle i behov, lovgivning eller kultur Dobbeltarbejde; brandet kan skride fra land til land
Matrix Fag og projekt samtidig Komplekse omgivelser, hvor både faglig dybde og tværgående leverancer er kritiske To chefer giver rollekonflikt, magtkampe, møder og langsomme beslutninger
Horisontal Proces eller kundeflow Hastighed og kundefokus vejer tungere end faglig specialisering Fagligheden har intet hjem; svært at opnå stordriftsfordele
Netværk Kerne plus eksterne partnere Lav kapitalbinding og høj fleksibilitet er afgørende Kontroltab; afhængighed af partnere; kompetencer forsvinder ud af huset
Hybrid Flere kriterier på én gang Næsten altid, når virksomheden har en vis størrelse Kan blive uigennemskuelig; uklart hvem der beslutter hvad

Tabel 6.3: De syv organisationsstrukturer med fordele og ulemper

Hvordan vælger man så? Duncans model

Syv strukturer og fjorten argumenter er kun brugbare, hvis man kan bruge dem til at vælge. Det er her, den amerikanske organisationsforsker Robert Duncan kommer ind. Hans greb kom allerede i 1972 og bestod i at splitte "usikkerhed" op i to dele, der kan variere hver for sig. I 1979 fulgte artiklen med den meget lidt mystiske titel What Is the Right Organization Structure?, hvor han videreførte Burns og Stalkers grundidé fra afsnit 6.1 (strukturen skal passe til omgivelserne) og lavede de to dele om til et konkret strukturvalg.

  • Kompleksitet: hvor mange forskellige forhold i omverdenen skal virksomheden forholde sig til? En kiosk har kunder, en leverandør og en kommune. En medicinalvirksomhed har patienter, læger, hospitaler, myndigheder i tredive lande, forsikringsselskaber, patentdomstole og investorer.
  • Dynamik: hvor hurtigt ændrer de forhold sig? Prisen på cement bevæger sig langsomt. Kravene til en app på et socialt medie bevæger sig ikke langsomt.

Sætter man de to op mod hinanden, får man fire situationer med hver sit anbefalede strukturvalg. Læg mærke til, at de to ikke vejer lige tungt: Duncan fandt, at dynamikken skaber mest usikkerhed. Få forhold, der skifter hele tiden, er sværere at leve med end mange forhold, der ligger stille, og derfor ligger "simple og dynamiske" højere i tabellen end "komplekse og statiske". Mønstret i anbefalingerne er nemt at huske: kompleksitet giver flere afdelinger og specialister, dynamik giver en mere organisk og decentral struktur.

MODERAT HØJ USIKKERHED HØJ USIKKERHED LAV USIKKERHED MODERAT LAV USIKKERHED Organisk og decentral struktur, men stadig med få afdelinger Matrix eller horisontal struktur med mange koordinerende roller Funktionel og mekanistisk struktur med få specialister Funktionel struktur med mange specialister og støttefunktioner SIMPLE OMGIVELSER KOMPLEKSE OMGIVELSER KOMPLEKSITET: HVOR MANGE FORHOLD? DYNAMISKE STATISKE DYNAMIK: HVOR HURTIGT?
Figur 6.5: Duncans model. Omgivelsernes kompleksitet og dynamik afgør, hvor meget usikkerhed virksomheden skal håndtere, og dermed hvor organisk strukturen bør være.
Omgivelser Usikkerhed Anbefalet struktur Eksempel
Simple og statiske Lav Funktionel, mekanistisk, centraliseret Cementfabrik, lokalt bageri
Komplekse og statiske Moderat lav Funktionel, men med mange specialister og støttefunktioner Forsikringsselskab, universitet
Simple og dynamiske Moderat høj Organisk og decentral, men stadig med få afdelinger Modekæde, restaurantkoncept
Komplekse og dynamiske Høj Matrix eller horisontal, med mange koordinerende roller Medicinalvirksomhed, teknologikoncern

Tabel 6.4: Duncans fire situationer (1972) og de strukturer, de peger på (1979)

Præcisering

Duncans model er en tendens, ikke en facitliste. Den siger, hvilken retning strukturen bør trække i, ikke hvilken kasse virksomheden skal ned i. Bemærk desuden, at usikkerheden ikke er den samme for hele virksomheden på én gang. Produktionen i en medicinalvirksomhed lever i ret stabile omgivelser (procedurer, kvalitetskrav, dokumentation), mens forskningsafdelingen lever i meget usikre. Det er derfor, hybridstrukturen findes: forskellige dele af den samme virksomhed må gerne have forskellig struktur.

Har organisationsdiagrammet ret? Den uformelle organisation

Vi slutter, hvor vi begyndte, nemlig ved McCallums smukke træ, og med et spørgsmål, der burde have været stillet allerede i 1855: viser diagrammet egentlig, hvordan organisationen fungerer? Jeg vil gerne indrømme, at jeg selv har brugt en del år på at tro, at svaret var "ja, nogenlunde". Det gør jeg ikke længere.

I 1993 offentliggjorde David Krackhardt og Jeffrey Hanson en undersøgelse, hvor de gjorde noget ret simpelt: i stedet for at se på det formelle diagram spurgte de medarbejderne, hvem de rent faktisk gik til. Hvem spørger du om råd? Hvem stoler du på? Hvem taler du med om, hvad der foregår? Så tegnede de de netværk. I virksomhed efter virksomhed lignede de uformelle netværk ikke det formelle diagram. I flere tilfælde viste medarbejdere, der stod perifert på papiret, sig at være dem, hele huset kom til med sine problemer, mens formelle ledere sad uden for det netværk, de troede, de ledte. Deres konklusion var ikke, at diagrammet er ligegyldigt, men at det er en halv sandhed, og at en omorganisering foretaget uden kendskab til den anden halvdel er kirurgi med slukket lys.

18 % af medarbejderne hos Zappos forlod virksomheden med en fratrædelsesgodtgørelse i 2015, da de skulle vælge, om de ville være med i det chefløse eksperiment

Det leder frem til det mest omtalte strukturelle eksperiment i nyere tid. Den amerikanske skovirksomhed Zappos indførte fra 2013 en model kaldet holacracy, hvor de traditionelle chefer blev afskaffet og erstattet af selvstyrende kredse med skiftende roller. I 2015 gav direktøren medarbejderne et valg: vær med, eller tag en fratrædelsesgodtgørelse og gå. Omkring 14 procent tog imod med det samme, og efter endnu et tilbud senere på året var i alt 18 procent gået. Omkring 2020 var virksomheden stille og roligt gledet væk fra modellen igen.

Mere interessant end eksperimentets endeligt er det, forskerne fandt, da de kiggede nærmere efter. I en gennemgang af selvstyrende organisationer i 2016 pegede Ethan Bernstein og hans kolleger på en pointe, der vender hele diskussionen på hovedet: "flad struktur" betyder normalt ikke mindre struktur. Holacracy-modellen kommer med en forfatning på snesevis af sider, detaljerede regler for, hvordan møder afholdes, hvordan roller defineres, og hvordan indvendinger behandles. Man havde ikke fjernet formaliseringen; man havde flyttet den fra chefernes hoveder ned i et regelsæt. Hvis du husker de seks variable fra afsnit 6.1, kan du se, hvad der skete: formaliseringen gik op, mens hierarkiet gik ned.

Den samme slags korrektion har ramt en anden gammel sandhed. I 1956 skrev ledelsestænkeren Lyndall Urwick, at ingen leder kan have mere end fem, højst seks, medarbejdere under sig, hvis deres arbejde griber ind i hinanden. Den sidste halvdel af sætningen faldt ud undervejs, og de fem-seks blev gentaget i lærebøger i årtier som en universel regel. Nyere praksis og forskning giver Urwicks eget forbehold ret: kontrolspændet, altså hvor mange en leder kan have under sig, afhænger af arbejdet. Er opgaverne ensartede, medarbejderne erfarne og arbejdsgangene veldefinerede, kan en leder sagtens have femten eller flere. Det er koordineringsbehovet, der afgør tallet.

Nyere viden

Den samlede lektie fra de tre eksempler: diagrammet er hverken nyttesløst eller sandt. Det er en hypotese om, hvordan arbejdet bør flyde, ikke et fotografi af, hvordan det flyder. Nogle gange holder hypotesen. Ofte gør den det ikke, fordi mennesker finder deres egne veje uden om stregerne, og fordi det er dem, arbejdet reelt går igennem. Når du analyserer en virksomheds struktur, er det derfor to spørgsmål og ikke ét: hvad siger diagrammet, og hvad tyder på, at det ikke passer? Det andet spørgsmål er som regel det, der giver den bedste besvarelse.

Krydshenvisninger: den overordnede skala mellem mekanistisk og organisk, som alle syv strukturer kan placeres på, blev gennemgået i afsnit 6.1. Hvordan strukturen typisk ændrer sig, efterhånden som virksomheden vokser, og hvilke kriser der udløser ændringerne, er emnet for Greiners model i afsnit 6.6. Ledelsesstilen inde i strukturen behandles i afsnit 6.3, og selve strategivalget, som strukturen ifølge Chandler skal følge, ligger i kapitel 3.

Tænk efter

  1. Tegn organisationsdiagrammet for din skole, så godt du kan. Hvilken af de syv strukturer ligner det mest, og hvor er den hybrid?
  2. Placér din skole i Duncans firfelt: er omgivelserne simple eller komplekse, statiske eller dynamiske? Passer strukturen fra spørgsmål 1 til den placering?
  3. En virksomhed med funktionel struktur klager over, at nye produkter tager for lang tid at udvikle. Foreslå to forskellige strukturændringer, og gør rede for, hvad hver af dem ville koste virksomheden.
  4. Tænk på en arbejdsplads eller forening, du kender. Hvem går folk faktisk til, når de har brug for hjælp? Passer det med, hvem der formelt har ansvaret? Hvad ville Krackhardt og Hanson sige om forskellen?