Forretningsmodel og finansiering
I dette afsnit
- De tre indtægtskilder, en socialøkonomisk virksomhed typisk kombinerer.
- Geninvesteringsprincippet: overskud som brændstof, ikke som gevinst.
- Hvorfor kunden og modtageren af den sociale værdi ofte er to forskellige, og hvad det betyder for forretningsmodellen.
- Muligheder og begrænsninger ved den socialøkonomiske model (kernestof).
Ét spørgsmål afslører hurtigt, om man har forstået den socialøkonomiske forretningsmodel: når en café ansætter og oplærer mennesker med udviklingshandicap, hvem er så kunden? Svaret er ikke "medarbejderne". Kunden er gæsten, der betaler for kaffe og en sandwich og forventer god kvalitet for pengene, præcis som på enhver anden café. Medarbejderne er derimod modtagerne af virksomhedens sociale værdi: et meningsfuldt arbejde og en plads i et fællesskab. Den skelnen mellem den, der betaler, og den, der får gavn, er nøglen til hele dette afsnit. En almindelig virksomhed skaber værdi ét sted (hos kunden) og høster den ét sted (hos ejeren). Den socialøkonomiske virksomhed arbejder med et dobbelt kredsløb: pengene skal tjenes på markedet og bruges på formålet. Resten af afsnittet handler om, hvordan det kredsløb finansieres og holdes i gang.
Tre indtægtskilder, typisk i kombination
- Salg på markedsvilkår: kerneindtægten. Virksomheden konkurrerer på pris, kvalitet og service som alle andre. Det sociale formål er ikke en undskyldning for et dårligere produkt, og kunderne betaler sjældent ret meget mere af ren sympati. Typiske felter: genbrug, café- og kantinedrift, håndværk, konsulentydelser.
- Fonde og puljer: private fonde og offentlige puljer kan finansiere opstart og udviklingsprojekter. Men midlerne er typisk projektbundne og tidsbegrænsede, og hver bevilling koster ansøgning og afrapportering. Fondsmidler er et godt springbræt og et dårligt fundament.
- Offentlige samarbejdsaftaler: kommunen eller regionen køber en ydelse: beskæftigelsesforløb, praktikpladser, botilbud. Det giver mere stabilitet end fonde, men skaber en afhængighed af politiske prioriteringer. Et sparekatalog i kommunen kan ramme virksomheden lige så hårdt, som en storkundes farvel rammer en almindelig underleverandør.
| Indtægtskilde | Stabilitet | Bindinger | Typisk rolle |
|---|---|---|---|
| Salg på markedsvilkår | Afhænger af konkurrenceevnen | Ingen særlige ud over markedets almindelige logik | Kernedrift |
| Fonde og puljer | Lav (tidsbegrænset) | Ansøgning, formålskrav, afrapportering | Opstart og udvikling |
| Offentlige samarbejdsaftaler | Middel til høj, men politisk sårbar | Udbudsregler, kontrakt- og kvalitetskrav | Stabil kerneindtægt på det sociale felt |
Tabel 9.2: De tre indtægtskilder i den socialøkonomiske finansieringsmodel
Eksempel
Genbrugsbutikken med tre ben
En genbrugsbutik med beskæftigelsesformål sælger tøj og møbler til markedspris (salg), fik sin opstart finansieret af en fond (pulje) og har en driftsaftale med kommunen om at stille praktikpladser til rådighed for udsatte unge (samarbejdsaftale). Tre ben under samme forretning: falder ét væk, vakler den, men den vælter ikke. Det er hele pointen med kombinationen.
Geninvesteringsprincippet
Definition
Geninvesteringsprincippet: en socialøkonomisk virksomheds overskud skal overvejende føres tilbage til det sociale formål eller geninvesteres i driften, ikke udloddes som gevinst til ejerne (jf. RSV-kriterium 5, afsnit 9.1, hvor et begrænset udbytte dog er tilladt).
Princippet er modellens hjerte og samtidig dens økonomiske akilleshæl. Hjertet: overskud bliver til flere praktikpladser, nye indsatser eller en buffer til dårlige år. Akilleshælen: uden udsigt til udbytte er der ikke meget at komme efter for en klassisk investor (husk fra afsnit 7.3, at business angels og venturefonde lever af netop afkastet). Konsekvensen er, at socialøkonomiske virksomheder oftere finansieres via lån, fonde og offentlige midler end via investorkapital. Det er en strukturel begrænsning, der følger direkte af formålet.
Helt lukket er døren dog ikke. Der er vokset en gruppe impact-investorer frem, som stiller krav om både social effekt og økonomisk afkast. Den Sociale Kapitalfond, som TrygFonden var med til at stifte i 2011, investerer i og rådgiver mindre og mellemstore virksomheder, der skaber job til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Pas på
Geninvestering betyder ikke, at virksomheden ikke må have overskud. Tværtimod: den skal have overskud for at være økonomisk bæredygtig (jf. afsnit 8.4). Uden sorte tal er der intet at geninvestere i formålet. Forskellen på en socialøkonomisk og en almindelig virksomhed er ikke, om der tjenes penge, men hvad pengene bruges til bagefter.
Forretningsmodellen: BMC med et tiende felt
Business Model Canvas (afsnit 1.4) er bygget til at beskrive økonomisk værdiskabelse, og netop derfor kommer det til kort her: den socialøkonomiske virksomhed har en dobbelt bundlinje. En udbredt løsning er at udvide canvasset, i sin enkleste form med ét ekstra felt for social værdiskabelse: hvem er den sociale målgruppe, og hvilken forandring skabes for dem? (Læg mærke til forskellen fra den cirkulære omstilling i afsnit 8.3, som ikke lægger et felt til, men skriver de eksisterende om.) Her vender indledningens pointe tilbage som et analyseredskab: den betalende kunde og den sociale målgruppe er ofte to forskellige. Kommunen betaler for beskæftigelsesforløbet; den udsatte borger modtager værdien. Cafégæsten betaler for kaffen; medarbejderen får arbejdsfællesskabet. De fyldigere versioner af modellen deler derfor også kundefeltet i to. Værditilbuddet er tilsvarende dobbelt: ét løfte til kunden (kvalitet til prisen) og ét til samfundet (den sociale effekt). En analyse, der overser den dobbelthed, ender med at behandle virksomheden som en dårligt drevet café i stedet for som en godt drevet socialøkonomi.
Muligheder og begrænsninger
Skal du vurdere en socialøkonomisk virksomhed, så hører begge sider med. Her er modellens muligheder og begrænsninger, klar til brug i en diskussion:
- Muligheder: adgang til fonde og puljer med socialt sigte, som en almindelig konkurrent sjældent kan søge; sociale klausuler i offentlige udbud (fx krav om praktikpladser), som virksomheden i forvejen lever op til; et formål, der styrker brand og kundeloyalitet (jf. ESP, afsnit 4.4); tiltrækning af medarbejdere, der motiveres af mening (genkend Pink og Herzberg fra afsnit 6.4: mening er en motivationsfaktor, ingen løncheck kan erstatte); og politisk goodwill, der kan åbne døre til kontrakter.
- Begrænsninger: svær adgang til investorkapital (kun et stærkt begrænset udbytte at tilbyde); afhængighed af offentlige bevillinger og politiske vinde; administrativ byrde ved ansøgninger og rapportering; og mest grundlæggende: den dobbelte bundlinjes indbyggede dilemmaer, som afsnit 9.3 folder helt ud.
Tænk efter
- Hvorfor er det strukturelt sværere for en socialøkonomisk virksomhed at tiltrække investorkapital end for en almindelig? Brug geninvesteringsprincippet og logikken fra afsnit 7.3 i svaret.
- Find eller opfind et socialøkonomisk koncept og udpeg præcist: hvem betaler, og hvem modtager den sociale værdi? Er det samme person, og hvad betyder svaret for markedsføringen?
- Diskutér: er afhængigheden af offentlige samarbejdsaftaler en større eller mindre risiko end en almindelig virksomheds afhængighed af én storkunde (jf. kundernes forhandlingsmagt, afsnit 2.3)?