Nyere forretningsmodeller
I dette afsnit
- Pine & Gilmores oplevelsesøkonomi: de fire værditrin fra råvare til oplevelse, og hvorfor prisen stiger for hvert trin.
- Deleøkonomiens tre kendetegn: adgang frem for ejerskab, peer-to-peer og platformen som mellemled.
- Forskningsdebatten: er Airbnb og Uber overhovedet "deling", eller bare almindelig forretning med et sympatisk navn?
- Cirkulær økonomi som modsætning til den lineære "tag-lav-brug-smid væk"-model. En introduktion, der uddybes i kapitel 8.
De kaffebønner, der skal til for at brygge én kop kaffe, koster som råvare på verdensmarkedet omkring én krone. Den samme kop koster nemt 40 kroner på en café. Hvor blev de 39 kroner af? Bønnen er den samme, vandet er vand, og ingen har opfundet en ny kaffeplante undervejs. Alligevel betaler du fyrre gange råvarens pris, frivilligt og som regel i godt humør, fordi der er kommet en barista, en hyggelig stol og et logo på papkoppen imellem dig og bønnen. Bag prishoppet gemmer sig en af de vigtigste forretningsmodel-idéer fra de seneste årtier, og den er første stop i dette afsnit om tre nyere måder at drive virksomhed på: oplevelsesøkonomi, deleøkonomi og cirkulær økonomi.
Fælles for de tre er, at de udfordrer den klassiske forretningsmodel: virksomheden producerer en vare, sælger den, og kunden ejer og forbruger den. De nyere modeller piller ved præcis den opskrift. Business Model Canvas fra afsnit 1.4 kan sagtens tegne dem op; det er indholdet i felterne, der skifter. Oplevelsen erstatter varen, adgang erstatter ejerskab, og kredsløb erstatter engangsforbrug. Alle tre sigter derfor mod det, afsnit 1.6 kalder paradigmeinnovation: produktet kan være ganske almindeligt, mens det nye ligger i selve logikken bag, hvordan der tjenes penge på det. Ordet holder dog kun, når modellen ændrer grundlogikken i en hel branche. Én café med stemningsbelysning gør det ikke.
Oplevelsesøkonomi
Begrebet stammer fra de amerikanske forfattere B. Joseph Pine II og James H. Gilmore, der i 1998 skrev artiklen "Welcome to the Experience Economy" i Harvard Business Review og året efter udgav bogen The Experience Economy. Deres påstand var lige så enkel, som den var provokerende: services er ved at blive lige så udskiftelige, som varer allerede var blevet, og virksomheder, der vil kunne tage en høj pris, må derfor rykke ét trin op og sælge oplevelser.
Definition
Oplevelsesøkonomi: virksomheder skaber værdi ved at iscenesætte mindeværdige oplevelser for kunden, ikke blot ved at levere en vare eller service. Kunden betaler for at deltage i noget, der føles unikt og personligt.
Pine & Gilmore beskriver økonomisk værdi som en trappe med fire trin. Nederst commodities (råvarer): udifferentierede råstoffer, altså varer kunden ikke kan kende forskel på, og hvor prisen derfor sættes af verdensmarkedet. Derover goods (varer), et fysisk, pakket produkt med mærke på. Så services, hvor nogen udfører noget for dig. Og øverst experiences (oplevelser): en iscenesat, mindeværdig begivenhed. Deres eget paradeeksempel var kaffe. Samme bønne hele vejen op, men for hvert trin stiger den pris, kunden er villig til at betale.
| Niveau | Hvad sælges | Eksempel: kaffe | Prisleje |
|---|---|---|---|
| Commodities (råvarer) | Udifferentieret råstof, prisen sat af markedet | Rå kaffebønner | Lavest |
| Goods (varer) | Fysisk produkt med mærke og emballage, som kunden kan skelne fra konkurrenternes | Pose formalet kaffe i supermarkedet | Lav-mellem |
| Services (serviceydelser) | Udført handling/ydelse for kunden | Kop kaffe på café | Mellem |
| Experiences (oplevelser) | Iscenesat, mindeværdig begivenhed | Kaffesmagning med barista, storytelling om bønnernes oprindelse | Højest |
Tabel 1.7.a: Pine & Gilmores fire niveauer af økonomisk værdi, eksemplificeret med kaffe
Eksempel
LEGO House (Billund)
Entréen i LEGO House køber dig ikke en eneste klods. Den køber en hel oplevelse: interaktive udstillinger, byggeaktiviteter og historien om LEGO. Prisen afspejler oplevelsesværdien, ikke materialeværdien. Du betaler et par hundrede kroner for at bygge med klodser, du principielt kunne have leget med gratis derhjemme, og du gør det gerne, for det, du køber, er dagen i Billund og ikke plastikken.
Pas på
Oplevelsesøkonomi er ikke det samme som "god kundeservice". En venlig ekspedient i en tøjbutik er stadig et service-trin. Oplevelsesøkonomi er et selvstændigt fjerde værdiniveau, hvor virksomheden bevidst designer oplevelsen som selve produktet, typisk med adgangsbillet, tidsbegrænsning og sanselig iscenesættelse. Testen er enkel: betaler kunden for at få noget udført, eller for at være der?
Deleøkonomi
Din families bil holder stille langt størstedelen af døgnet. Gæsteværelset står tomt det meste af året. Boremaskinen i skuret bruges ifølge et ofte citeret, men sjældent dokumenteret regnestykke kun et kvarters tid i hele sin levetid. Tallet skal tages med et gran salt, men pointen holder: al den ledige kapacitet er værdi, der bare venter på at blive udnyttet. Hvorfor skal alle eje hver deres, når vi kunne dele adgangen?
Definition
Deleøkonomi (sharing economy): forretningsmodeller baseret på digitale platforme, der formidler udveksling af varer, services eller ressourcer mellem private, ofte med fokus på adgang til et gode frem for ejerskab af det.
Tre kendetegn går igen. For det første adgang frem for ejerskab: brugeren betaler for at bruge et gode i en periode, ikke for at eje det permanent. For det andet peer-to-peer: transaktionen sker mellem to privatpersoner, ikke mellem virksomhed og kunde. Og for det tredje platformen som mellemled: en digital platform matcher udbud og efterspørgsel, tager et gebyr eller en kommission (en procentdel af det, handlen lyder på) og ejer selv bemærkelsesværdigt lidt. Airbnb ejer ingen hoteller, GoMore ejer ingen biler. Man kalder det "asset-light": platformen tjener på formidlingen, mens andre stiller aktiverne (bilerne, boligerne) til rådighed.
| Virksomhed | Hvad deles | Forretningsmodel |
|---|---|---|
| GoMore | Biler | Dansk platform (grundlagt 2005), formidler biludlejning mellem private mod kommission |
| Vinted | Brugt tøj | Europæisk markedsplads for videresalg mellem private; tjener på et gebyr, som køberen betaler. Købte danske Trendsales i 2024, lukkede den og flyttede brugerne over |
| Airbnb | Boliger/værelser | Global platform, formidler udlejning af privat bolig mod servicegebyr |
Tabel 1.7.b: Danske og internationale eksempler på deleøkonomiske platforme
Eksempel
GoMore tjener penge på biler, den ikke ejer
GoMore er en dansk platform for privat biludlejning: bilejeren lejer sin bil ud, når den alligevel ville holde stille, og GoMore tager en kommission af lejen og tjener desuden på forsikring. Efter opkøbet af konkurrenten Getaround Europe i maj 2026 oplyser virksomheden, at den er Europas største platform af sin slags med over fem millioner brugere i elleve lande. Den ejer ikke en eneste af de biler, forretningen bygger på.
Få måneder forinden havde GoMore til gengæld lukket sin oprindelige forretning, samkørslen, efter 21 år. Begrundelsen var kontant: billige fjernbusser havde overtaget de lange ture, og samkørslen stod til sidst for under 1 % af forretningen og gav underskud. Ledig kapacitet er altså kun værd at formidle, hvis nogen faktisk vil betale for den.
Fordelene er til at få øje på: bedre udnyttelse af ledig kapacitet, lavere adgangsbarriere for forbrugeren (du behøver ikke købe en bil for at have en i weekenden) og en ekstra indtægt til private. Slagsiderne er der også. Reguleringen og beskatningen er uklare, arbejdsvilkårene er usikre for dem, der lever af at arbejde gennem platformene, og konkurrencen rammer etablerede brancher som hoteller og taxier benhårdt.
Deler vi overhovedet noget? Kritikken af deleøkonomien
Her bliver forskningen ubekvem for branchen. Forskerne Koen Frenken og Juliet Schor foreslog i 2017 en stram definition: deleøkonomi er, når private giver hinanden midlertidig adgang til underudnyttede fysiske aktiver, eventuelt mod betaling. Læg mærke til, hvor meget den lille definition udelukker. En Uber-chauffør, der kører rundt på fuld tid for at samle ture op, deler ikke ledig kapacitet i sin bil, men arbejder. En Airbnb-vært med fem lejligheder, der udelukkende udlejes til turister, driver et hotel uden receptionist. Og et salg på Vinted er slet ikke adgang, men et permanent ejerskifte, så brugtsalg mellem private falder også uden for. Tilbage bliver en ret smal kerne af det, vi til daglig kalder deleøkonomi. Kritikerne bruger derfor et køligere ord, platformskapitalisme, kendt fra den canadiske forsker Nick Srniceks bog af samme navn fra 2016: almindelige kommercielle forretninger, der har lånt deleøkonomiens varme ordforråd ("deling", "fællesskab", "værter") til noget, der ligner klassisk profitmaksimering påfaldende meget. Din opgave som erhvervsøkonom er at se forretningsmodellen bag ordvalget. Bilejeren, der lejer sin bil ud på GoMore i weekenden, og udlejeren med fem Airbnb-lejligheder bruger samme type platform, men de driver ikke samme slags økonomi.
Cirkulær økonomi (introduktion)
Den tredje nyere model angriber noget endnu mere grundlæggende: selve idéen om, at et produkts liv slutter i en skraldespand. Den klassiske økonomi er lineær. Råstof, produktion, forbrug, affald, i én lige linje fra mine til losseplads. Cirkulær økonomi vil bøje den linje til en cirkel.
Definition
Cirkulær økonomi: en økonomisk model, der søger at holde ressourcer, materialer og produkter i cirkulation længst muligt, modsat den lineære økonomi ("tag – lav – brug – smid væk"), hvor affald er endestationen.
Grundprincipperne sammenfattes ofte i de tre R'er, i prioriteret rækkefølge. Reduce: brug færre ressourcer fra start, for det materiale, du aldrig bruger, skal hverken genbruges eller genanvendes. Reuse: genbrug produktet i dets nuværende form, som når en telefon istandsættes og sælges igen. Og Recycle: genanvend materialet som nyt råstof, når genbrug ikke længere er muligt. Recycle er sidste udvej, ikke førstevalg. At smelte en flaske om kræver langt mere energi end at skylle den og fylde den igen.
Eksempel
Designet til at blive skilt ad
Den hollandske telefonproducent Fairphone bygger sine telefoner, så skærm, batteri og ladestik kan skiftes med en almindelig skruetrækker, og sælger selv reservedelene. Går batteriet i stykker, skifter kunden batteriet og ikke hele telefonen. Det er cirkulær forretningsmodel-tænkning: produktet er designet til at blive repareret frem for kasseret, og virksomheden tjener penge på at holde det i brug. Vinted fra tabellen ovenfor hører i øvrigt hjemme begge steder: en platformsforretning mellem private, der samtidig holder tøj i cirkulation frem for i skraldespanden. De tre modeller i dette afsnit udelukker ikke hinanden.
Her holder vi introduktionen kort med vilje. Hvordan en virksomhed konkret bygger sin indtjening op omkring cirkularitet, og hvorfor det er sværere end det lyder, uddybes senere i bogen, i afsnit 8.3 om cirkulær økonomi og bæredygtige forretningsmodeller, hvor der også kommer flere R'er til. Indtil da er det nok at kunne skelne lineær fra cirkulær og kende de tre R'ers prioritering.
Nyere viden
Hvor cirkulær er økonomien så i praksis? Ikke ret meget. Ifølge Eurostat kom 12,2 % af de materialer, EU brugte i 2024, fra genanvendelse. Det er den højeste andel, der er målt, men kun 0,1 procentpoint over året før. EU's mål er at fordoble cirkulariteten til 23,2 % inden 2030, og med den nuværende fart nås det ikke. Afstanden mellem ambition og virkelighed er i sig selv et godt eksamensargument: cirkulær økonomi er stadig langt mere forretningsmodel-idé end økonomisk hverdag.
Tænk efter
- Tag et produkt, du selv har købt for nylig, og placer det på Pine & Gilmores værditrappe. Kunne den virksomhed, der solgte det, rykke ét trin op, og hvad skulle den i så fald konkret ændre i sin forretningsmodel?
- Hvorfor tjener GoMore penge, selvom virksomheden ikke ejer nogen biler? Forklar med begreberne platform, kommission og "asset-light", og vurdér derefter, hvad der er den største svaghed ved at bygge en forretning på aktiver, man ikke selv råder over.
- Prøv Frenken og Schors definition af på tre platforme, du kender (fx Airbnb, Uber og Vinted): hvilke falder inden for, og hvilke falder uden for? Begrund i hvert enkelt tilfælde ud fra kravene om midlertidig adgang, underudnyttede aktiver og peer-to-peer, og vurdér til slut, om "deleøkonomi" er et retvisende navn for de platforme, der falder uden for.