Greiners vækstmodel
I dette afsnit
- Greiners vækstmodel: hvorfor virksomheder vokser i ryk, ikke i en lige linje.
- Evolution og revolution: rolige vækstfaser afbrudt af kriser.
- De fem faser og deres kriser, fra ledelseskrise til bureaukratikrise.
- En mulig sjette fase (1998): vækst gennem alliancer.
- Modellens styrker og begrænsninger.
Ledelsesfagets måske mest ubehagelige indsigt kom fra professor Larry Greiner i Harvard Business Review i 1972: det, der gjorde din virksomhed succesfuld, er præcis det, der kommer til at kvæle den. Den uformelle garagestemning, der skabte de første gennembrud, bliver til kaos, når medarbejderne tælles i snese. Den professionelle styring, der reddede virksomheden fra kaosset, bliver til kvælende topstyring, når de tælles i hundreder. Frihed bliver til koordineringsproblemer, koordinering bliver til bureaukrati. Vækst er ifølge Greiner ikke en jævn opadgående linje, men en trappe af kriser, hvor virksomheden på hvert trin må aflive netop den ledelsesform, den kan takke for at være nået så langt. Succes sår med andre ord altid kimen til sin egen krise. Det lyder dystert, men der er en trøst i det: en krise er kvitteringen for, at virksomheden vokser.
Definition
Greiners vækstmodel beskriver virksomhedens udvikling som en række faser. Hver fase består af en rolig vækstperiode (evolution), hvor den valgte ledelsesform virker, og afsluttes af en turbulent krise (revolution), hvor den ikke længere gør. Krisen løses ved at indføre nye ledelsesprincipper, som sender virksomheden ind i næste fase, der har sin egen krise for enden.
De fem faser og deres kriser
| Fase | Vækst gennem … | Kendetegn (evolution) | Krisen for enden (revolution) |
|---|---|---|---|
| 1 | Kreativitet | Lille, uformel virksomhed. Stifterne brænder for produkt og marked, ikke for ledelse. Alt aftales over skrivebordet. | Ledelseskrise: med flere ansatte kan stifteren ikke længere styre alt uformelt. Der er brug for professionel ledelse, men stifterne vil ofte nødigt træde til side, selvom de sjældent selv er skåret til opgaven. |
| 2 | Retningsbestemmelse | Professionel ledelse ansættes. Funktionsopdelt struktur, regler, budgetter, beslutninger oppefra. | Autonomikrise: mellemlederne kvæles: de har ansvar, men ingen beslutningsfrihed. |
| 3 | Delegering | Beslutningskraft uddelegeres til fabrikker og markedsområder, fx i en divisions- eller geografisk struktur (afsnit 6.2). Topledelsen styrer via resultatmål og bonus i stedet for detailkontrol. | Kontrolkrise: topledelsen mister overblikket, og de decentrale enheder kører hver sit løb. |
| 4 | Koordinering | Formelle systemer genindfører sammenhæng: planlægningsprocedurer, fælles services og stabsfunktioner, altså eksperter på hovedkontoret, der servicerer resten af virksomheden. | Bureaukratikrisen ("red tape"): for mange regler og godkendelseslag får organisationen til at stivne. |
| 5 | Samarbejde | Fokus flyttes fra systemer til mennesker: tværgående teams, matrixorganisering, fleksibilitet, kultur som styring. | Intern vækst-krisen: organisationen har presset al vækst ud af sig selv, og skal der mere til, må det findes udenfor. |
Tabel 6.12: Greiners fem faser (1972) og de kriser, der afslutter dem. Krisen efter fase 5 beskrev Greiner først i sin opdatering fra 1998: der er ingen intern løsning tilbage. I 1972 lod han den stå åben med et spørgsmålstegn.
Læg mærke til det smukke mønster: hver krise løses med det modsatte af det, der skabte den, og løsningen bliver selv den næste krise. Kaos løses med styring; styring skaber ufrihed; ufrihed løses med delegering; delegering skaber uoverskuelighed; og så fremdeles. Kobl det til afsnit 6.1, og du ser, at Greiners faser er en vandring på Burns og Stalkers skala: fra organisk (fase 1) mod det mekanistiske (fase 2-4, dog med et pusterum, når beslutningerne decentraliseres i fase 3) og tilbage mod det organiske igen (fase 5). Strukturen er aldrig "færdig"; den er altid et svar på den aktuelle fases problem.
Eksempel
Fra ét bageri til direktionsgang
Husk kageforretningen fra kapitel 5. Den begynder i fase 1: stifteren står selv i bageriet, alle laver alt, og beslutninger træffes hen over bagebordet. Så bliver kagerne et hit. Én butik bliver til tre, og to ansatte bliver til femten. Nu knirker det: bestillinger forsvinder mellem butikkerne, og ingen ved, hvem der bestemmer over indkøbet. Det er ledelseskrisen. Stifteren ansætter en direktør og indfører faste procedurer (fase 2). Tre år senere siger butikschefen i Aarhus op, fordi hun kender sine kunder bedre end hovedkontoret, men aldrig selv må beslutte noget. Goddag, autonomikrise. Og sådan fortsætter trappen. Intet af det var fejltrin; det var prisen for at vokse.
Den sjette fase: vækst gennem alliancer
Greiner vendte selv tilbage til modellen i 1998 og skitserede en mulig sjette fase: når den interne vækst er udtømt efter samarbejdsfasen, må væksten hentes uden for virksomhedens egne rammer. Han nævnte holdingselskaber og netværk af alliancer og krydsejerskab (jf. netværksstrukturen i afsnit 6.2); i dag taler man typisk om fusioner, opkøb, outsourcing og strategiske alliancer. Det er den eksterne vækst fra afsnit 3.4, nu placeret som organisationens sidste udviklingstrin. Krisen for enden af fase 6 satte Greiner ikke selv navn på, men den er siden blevet døbt identitetskrisen: hvem er "vi" egentlig, når virksomheden er vokset sammen med andre gennem opkøb og partnerskaber? Den femfasede model fra 1972 er stadig den klassiske og mest citerede, men den sjette fase er en nyttig perspektivering til fx techsektoren, hvor de store spillere har købt sig til en stor del af væksten (tænk på Metas opkøb af Instagram i 2012 og WhatsApp i 2014).
Modellens styrker og begrænsninger
- Tempoet varierer: i hurtigtvoksende brancher gennemløbes faserne hurtigere, så kriserne kommer tættere.
- Ingen garanti for hele rejsen: nogle virksomheder dør i en krise, andre bliver hængende i én fase i årevis, og nogle springer eller blander faser.
- Modellens alder og ophav: den er udviklet i 1970'erne med store amerikanske industrivirksomheder for øje og passer bedst på virksomheder i vækst, dårligere på fx offentlige institutioner eller virksomheder i stagnation.
- Ingen tidsplan: modellen siger ikke, hvornår en krise indtræffer; den beskriver et kvalitativt mønster, ikke en prognose med datoer.
- Styrken er til gengæld betydelig: en enkel ramme, der forklarer sammenhængen mellem virksomhedens størrelse, struktur og ledelsesform, og som gør kriser forudsigelige nok til, at man kan forberede sig på dem.
Pas på
Greiners pointe er ikke "jo større virksomhed, jo bedre struktur". Pointen er skarpere: den ledelsesstil, der var løsningen i én fase, bliver problemet i den næste. Vækst er en serie nødvendige brud med den hidtidige måde at lede på. En leder, der klamrer sig til det, der "altid har virket", kalder det måske forsigtighed. I virkeligheden er det fasens største risiko. (Logikken minder om sunk cost-fælden fra afsnit 5.2: vi bliver ved med noget, fordi det har kostet os dyrt at bygge op. Her er investeringen bare en ledelsesform i stedet for penge.)
Tænk efter
- En startup med 8 ansatte oplever, at stifteren ikke længere kan holde styr på alle beslutninger. Hvilken krise er virksomheden på vej ind i, og hvad bør den konkret gøre, selvom det kommer til at gøre ondt på stifteren?
- Forklar med dine egne ord, hvorfor netop dét, der gjorde virksomheden succesfuld i én fase, bliver en hæmsko i den næste. Brug mindst to faseovergange som eksempler, og vurdér så: kunne en klog leder have sprunget krisen over ved at vælge den "rigtige" ledelsesform fra starten?
- Find en virkelig virksomhed (fra nyhederne eller dit eget kendskab), der har måttet ændre ledelsesform, fordi den voksede. Hvilken faseovergang minder det om, og hvordan håndterede den krisen?