Porters tre generiske strategier
I dette afsnit
- Porters tre generiske strategier: omkostningsdominans, differentiering og fokus.
- Hvorfor Porter mente, at de to hovedstrategier udelukker hinanden.
- Hvilke interne styrker der kræves for at lykkes med hver strategi.
- Faldgruben "stuck in the middle", og hvorfor den er så farlig.
- Om virksomheder som Toyota beviser, at Porter tog fejl.
Alle virksomhedsledere elsker at fortælle dig, at de har en unik strategi. Brug fem minutter i deres branche, og du opdager, at de fleste "unikke" strategier findes i to varianter, og at stort set enhver virksomhed, du kan komme i tanke om, falder i den ene eller den anden. Tag Ryanair og British Airways. Begge sælger flybilletter. Ud over det har de to selskaber ærlig talt ikke ret meget tilfælles, hvis man ikke regner vinger og den sikkerhedsdemonstration, ingen ser på, med. Den ene sælger den billigste plads fra A til B: ingen bagage, ingen mad, og du booker sædet særskilt, hvis du overhovedet vil sidde ved siden af din rejsefælle. Den anden sælger komfort og et brand, du betaler ekstra for, bare for at slippe for at føle dig som fragtgods. Ingen af dem forsøger at vinde på begge parametre samtidig, og det skyldes ikke manglende ambitioner. Ifølge Michael Porter er det selve forudsætningen for at overleve.
Porter udgav i 1980 bogen Competitive Strategy, hvor han præsenterede en model, der stadig undervises i over hele verden: de tre generiske strategier. Den har formentlig overlevet, fordi den lyder mere kompliceret, end den er. Modellen besvarer ikke, hvordan man analyserer konkurrencesituationen (det gør Porters Five Forces i afsnit 2.3), men hvordan en virksomhed aktivt vælger at konkurrere, når den kender sine omgivelser.
Definition
Porters tre generiske strategier er tre grundlæggende måder, en virksomhed kan opnå konkurrencefordel på: omkostningsdominans (branchens laveste omkostninger, typisk omsat til lav pris), differentiering (et unikt produkt, kunden vil betale mere for), og fokus (koncentration om ét smalt segment i stedet for hele markedet). De kaldes "generiske", fordi de i princippet kan bruges af enhver virksomhed i enhver branche. De er altså ikke bundet til én bestemt type produkt eller marked. Ja, det er stort set hele teorien. Resten af afsnittet er eksempler og finpudsning.
To hovedstrategier, og hvorfor Porter mente, de udelukker hinanden
Porters pointe var kontroversiel, da den blev fremsat, og den er det stadig. Han hævdede, at en virksomhed for alvor kun kan vælge én af de to hovedstrategier: enten omkostningsdominans eller differentiering. Ikke lidt af hver. Én.
At vinde på omkostninger kræver, at hver eneste krone i virksomheden granskes for spild: færre funktioner, standardiserede processer, sparsom service. At vinde på differentiering kræver det stik modsatte, nemlig investeringer i design, forskning, kvalitetskontrol og kundeoplevelse, altså udgifter, der pr. definition øger omkostningerne. En organisation, der forsøger begge dele på samme tid, minder lidt om mig, når jeg vil spare penge og spise sundt i samme uge. Det ender sjældent med begge dele. Det ender med, at jeg står i Netto klokken ni om aftenen og køber discount-småkager, fordi jeg hverken kunne beslutte mig for det ene eller det andet. Ifølge Porter står en virksomhed, der ikke vælger, i nøjagtig samme situation, bare med et regnskab i stedet for et madbudget.
Markedsbredden er et selvstændigt valg oven i dette: skal strategien rettes mod hele markedet, eller mod ét afgrænset nichesegment? Det sidste kalder Porter fokus-strategien, og den uddybes længere nede.
Omkostningsdominans
En virksomhed med omkostningsdominans har branchens laveste omkostninger og retter sig mod stort set hele markedet. Det afgørende ord er omkostninger, ikke pris. Strategien virker kun, hvis virksomheden faktisk producerer billigere end konkurrenterne, ikke hvis den blot sætter prisen ned og krydser fingre for, at marginen holder. Uden en ægte omkostningsfordel bliver virksomheden presset ud af markedet af konkurrenter, der kan blive ved med at sænke prisen længere, end den selv kan holde til. Har man først fordelen, kan den hentes hjem på to måder: enten som lavere pris og større markedsandel, eller ved at lade prisen ligge på konkurrenternes niveau og tage forskellen som ekstra overskud.
Eksempel
IKEA, Jysk og Ryanair: tre veje til den samme fordel
IKEA sælger møbler i flade pakker, som kunden selv samler. Det sparer virksomheden for både samling og størstedelen af transportvolumen, og det sparer dig for en aften, hvor du opdager, at der er fire skruer tilovers, og reolen alligevel står helt fint uden dem. Jysk driver over 3.000 butikker efter stort set samme opskrift og sælger fortrinsvis egne mærker, så indkøb, sortiment og butiksindretning kan planlægges ét sted for hele kæden. Ryanair sælger flysæder uden inkluderet bagage eller mad og lander ofte i sekundære lufthavne med lavere afgifter. Tre forskellige brancher, samme logik: alle skærer omkostninger væk, som kunden ikke er villig til at betale for.
At opnå og fastholde omkostningsdominans kræver typisk en kombination af interne styrker: stordriftsfordele (hver enkelt vare bliver billigere, jo flere man producerer), en effektiv distributionskanal, standardiserede og automatiserede produktionsprocesser, kapital nok til at investere i skala, og stram kontrol med de faste omkostninger. Ofte følger specialisering med: det er billigere at træne og styre medarbejdere, der løser smalle, veldefinerede opgaver, end at ansætte generalister. Det er ingen tilfældighed, at meget få ansatte i en lavprisvirksomhed beskriver deres arbejdsplads som "kreativ og fleksibel".
Differentiering
Differentiering handler om det modsatte: at gøre produktet så unikt, at kunden er villig til at betale en merpris frem for at vælge et billigere alternativ. Målet er ikke at konkurrere på pris overhovedet, men at gøre efterspørgslen mindre prisfølsom, så kunden bliver hængende, selv når prisen stiger lidt. Kunden oplever, at alternativerne simpelthen ikke er sammenlignelige, selvom en ingeniør sagtens kunne bevise, at de teknisk set gør nogenlunde det samme.
Eksempel
Apple: differentiering via design, økosystem og brand
Apples produkter er ikke teknisk overlegne på alle målbare parametre i forhold til konkurrenternes, men kunderne betaler alligevel en betydelig merpris, begrundet i design, det sammenhængende økosystem (iPhone, Mac, Watch og AirPods, der taler pænt sammen) og et brand, der signalerer status. Differentieringen sidder ikke i én egenskab, men i den samlede oplevelse, helt ned til den lille tilfredshed ved, at høretelefonerne selv finder telefonen, første gang man åbner æsken.
Differentiering kræver andre interne styrker end omkostningsdominans: stærke forsknings- og udviklingsafdelinger, gode markedsføringsevner, kreativitet, og evnen til at opbygge et brand, kunderne er loyale over for. Hvor omkostningsdominans belønner ensretning og standardisering, belønner differentiering variation, kvalitet og en kundeoplevelse, der føles unik.
Fokus-strategien
Fokus-strategien lægger endnu en dimension oven på valget mellem lav pris og differentiering: markedsbredden. I stedet for at rette strategien mod hele markedet koncentrerer virksomheden sig om ét smalt segment, fx ét kundesegment, ét geografisk område eller én produkttype. Inden for dette snævre felt vælges der stadig mellem de to samme grundtilgange:
- Omkostningsfokus: laveste omkostninger og pris, men kun rettet mod ét afgrænset segment. FlixBus går efter de mest prisbevidste rejsende på én rejseform, langdistancebussen. I Europa ejer selskabet stort set ingen busser selv: ruterne køres af selvstændige busselskaber, mens FlixBus står for rutenet, priser, billetsalg og markedsføring. Uden en stor vognpark at afskrive kan billetten holdes langt under tog og fly.
- Differentieringsfokus: et unikt produkt til et smalt, betalingsvilligt segment. Aston Martin sælger ikke biler til hele markedet, men til et lille segment af kunder, der vil betale en meget høj pris for eksklusivitet og prestige. (Chancen for at se en Aston Martin på parkeringspladsen ved din skole er formentlig lige så lille som chancen for, at det er en lærer, der ejer den.)
Pas på
Fokus er Porters tredje generiske strategi, men den er ikke en tredje måde at konkurrere på. Konkurrencefordelen er stadig enten lave omkostninger eller unikhed. Det nye er markedsbredden. Derfor deler Porter selv fokus i to varianter, omkostningsfokus og differentieringsfokus, og derfor bliver de tre strategier til fire felter i figur 3.1. En klassisk eksamensfejl er at skrive, at en virksomhed "har valgt fokus", og så stoppe der. Du er ikke færdig, før du også har sagt, om nichen bearbejdes med lav pris eller med unikhed.
Stuck in the middle
Hvis en virksomhed ikke vælger klart mellem omkostningsdominans og differentiering, ender den ifølge Porter i den mest sårbare position af alle: stuck in the middle. Tænk på det sted i din by, som hverken er billigt eller specielt godt, og som ingen rigtig kan huske navnet på. Det sted overlever kun, indtil et rigtigt lavprissted eller et rigtigt godt sted åbner lige ved siden af. Virksomheden er hverken billigst eller mest unik og taber derfor til begge sider. Den lavprisorienterede konkurrent vinder de prisbevidste kunder, og den differentierede konkurrent vinder de kvalitetsbevidste. Virksomheden midt imellem appellerer til ingen af dem.
Bag advarslen ligger en simpel økonomisk mekanik. Mellem det, produktet koster at fremstille, og det, kunden højst er villig til at betale, ligger virksomhedens prisspænd. Prisen skal ligge et sted derinde, og jo bredere spændet er, jo mere er der at tjene. Begge hovedstrategier arbejder på at gøre spændet så bredt som muligt, bare fra hver sin ende: omkostningsdominans presser bunden ned, differentiering trækker toppen op. Den virksomhed, der hverken gør det ene eller det andet ordentligt, ender med det smalleste prisspænd af alle tre.
Konsekvensen er ifølge Porter entydig: en virksomhed med lave produktionsomkostninger bør ikke forsøge også at "opgradere" kvaliteten halvhjertet, for den vil aldrig kunne konkurrere med en specialiseret producent af fx håndlavede kvalitetsprodukter. Den bør i stedet satse fuldt på lav pris og stor markedsandel. Omvendt risikerer en differentieret virksomhed, der begynder at gå på kompromis med kvaliteten for at spare, at miste netop det, der fik kunderne til at betale merprisen. Halvhjertede kompromiser giver med andre ord ulemperne fra begge strategier og fordelene fra ingen af dem.
| Strategi | Konkurrerer på | Krævede interne styrker | Eksempel |
|---|---|---|---|
| Omkostningsdominans | Laveste omkostninger, typisk lav pris, hele markedet | Stordrift, effektiv distribution/produktion, kapitaladgang, omkostningskontrol | IKEA, Jysk, Ryanair |
| Differentiering | Unikhed/kvalitet, hele markedet | Forskning og udvikling, brand, kreativitet, design, markedsføring | Apple |
| Fokus (omkostning) | Laveste omkostninger, lav pris, ét segment | Som omkostningsdominans, men skaleret til nichen | FlixBus |
| Fokus (differentiering) | Unikhed, ét segment | Som differentiering, men skaleret til nichen | Aston Martin |
Tabel 3.1: Porters generiske strategier, konkurrenceparameter, krævede styrker og eksempler
Har Porter ret? Toyota og opgøret om "stuck in the middle"
Porters skarpe enten-eller er blevet diskuteret intenst i strategiforskningen lige siden 1980, og det er langt fra afgjort, hvem der har ret. Kritikken rammer især ét punkt: er det virkelig sandt, at ingen virksomhed kan være både billig og differentieret uden at fejle på begge dele? Bemærk, at Porter selv holdt en dør på klem. I Competitive Advantage fra 1985 skriver han, at de to fordele sædvanligvis er uforenelige, ikke at de altid er det. Han regnede blot kombinationen for skrøbelig. Jeg vil gerne indrømme, at jeg selv troede, svaret var et klart "ja", lige indtil jeg stødte på Toyota.
Eksempel
Toyota: både billig og differentieret på samme tid?
Toyota bruges ofte som modeksempel til Porter. Gennem Toyota Production System, altså just-in-time-produktion (delene ankommer til fabrikken netop, når de skal bruges, så virksomheden slipper for dyre lagre), minimalt spild og løbende forbedringer i alle led, har virksomheden opnået nogle af branchens laveste produktionsomkostninger. Samtidig har Toyota et stærkt omdømme for kvalitet og pålidelighed, og selskabet var først med at masseproducere hybridbiler: Prius kom på markedet i Japan i december 1997 og på verdensmarkedet i 2000. Toyota konkurrerer desuden bredt, fra billige Corolla-modeller til luksusmærket Lexus. Hvis Toyota reelt er både billigere og mere differentieret end mange konkurrenter samtidig, er det svært at forene med Porters oprindelige påstand om, at det ikke lader sig gøre.
Nyere forskning har foreslået flere forklaringer, og ingen af dem er "Porter tog fejl, punktum". Strategiforskeren Henry Mintzberg argumenterede i 1988 for, at det, Porter kalder omkostningsdominans, i virkeligheden er en form for prisdifferentiering: man differentierer sig netop ved at være billigst, og de to strategier er derfor mindre modsatrettede, end Porter lagde op til. Andre forskere peger på, at teknologi og effektive produktionssystemer som Toyotas kan gøre det muligt at sænke omkostninger og hæve kvalitet samtidig. Det var langt sværere at få øje på i 1980, hvor Porter formulerede sin model på en skrivemaskine. Toyotas produktionssystem havde endnu ikke fået navnet lean og var ikke blevet forbillede for fabrikker i hele Vesten. Det skete først omkring 1990. En vigtig detalje i debatten er dog, at flere studier finder, at en tilfældig eller uklar blanding af de to strategier stadig går galt. Det er kun de bevidst udførte hybrid-strategier, der lykkes.
Det har ført til en formaliseret femte strategi i litteraturen. Strategiforskerne Thompson og Strickland arbejder med fem generiske strategier i stedet for Porters fire felter, og den femte kalder de best-cost provider-strategien: en bevidst hybrid, hvor virksomheden giver kunden et produkt af høj kvalitet til en pris, der er lavere end konkurrenternes på samme kvalitetsniveau. Det er ikke det samme som "stuck in the middle". Forskellen er, at best-cost-strategien er et bevidst, gennemført valg og ikke en tilfældig kompromis-position, man er endt i, fordi man ikke turde vælge.
Nyere viden
Debatten om, hvorvidt "stuck in the middle" altid er en fejl, er ikke afgjort. Nogle undersøgelser bekræfter Porters oprindelige pointe og finder, at virksomheder, der forsøger en hybrid-strategi uden en klar plan, klarer sig dårligere end rene omkostnings- eller differentieringsvirksomheder. Andre finder det modsatte: at bevidst udførte hybrid-strategier kan slå begge rene strategier, særligt i turbulente perioder. Flere studier peger fx på coronakrisen som en periode, hvor de rendyrkede strategier viste sig sårbare. En tredje kritik retter sig mod den digitale økonomi. Platforme som Amazon og Google, der bygger på data og netværkseffekter (tjenesten bliver mere værd, jo flere der bruger den), passer ikke naturligt ind i Porters oprindelige model. Amazon startede med lave priser og et kæmpe udvalg af bøger og konkurrerer i dag samtidig på pris, udvalg, hurtig levering og abonnementet Prime. Kort sagt: modellen er stadig et nyttigt udgangspunkt for at forstå en virksomheds grundlæggende valg, men den er ingen naturlov, og Porter ville formentlig selv være den første til at sige, at virkeligheden sjældent er så ryddelig som en model i en lærebog.
Krydshenvisninger: hvordan virksomheden placerer sig i kundens bevidsthed, og hvilke roller markedet har (leder, udfordrer, følger og nicher), står i afsnit 3.2 (Positionering og USP). I afsnit 3.3 (Blue Ocean-strategi) møder du en helt anden tilgang, hvor virksomheden slipper uden om valget mellem pris og unikhed ved at undgå kampen om de samme kunder. Hvor virksomheden skal vokse hen, når strategien er valgt, står i afsnit 3.4 (Ansoff), og et blik på tværs af flere produkter får du i afsnit 3.5 (BCG).
Tænk efter
- Find selv et dansk eksempel på en virksomhed med omkostningsdominans og én med differentiering. Hvilke af tabellens interne styrker genkender du hos dem?
- Hvorfor kan en virksomhed ifølge Porter ikke bare "gøre lidt af begge dele" uden at risikere at ende stuck in the middle? Kan du komme på et eksempel fra dit eget liv (ikke kun erhvervsøkonomi), hvor det at prøve at få det hele endte med at give dig ingenting?
- Kig på figur 3.2. Hvis en ny konkurrent kommer ind på markedet med endnu lavere omkostninger end lavprisvirksomheden, hvem af de tre er så mest udsat? Brug bredden af prisspændet i din begrundelse.
- Diskutér: er Toyota et bevis på, at Porter tog fejl, eller er Toyota nærmere et eksempel på en bevidst "best-cost provider"-strategi, som slet ikke modsiger Porters pointe om, at man skal vælge klart? Brug modellen aktivt i din diskussion.